Som jeg husker, og har forstået det startede det faktisk i Kalundborg, hvor Viggo Jensen (kaldet Hr. Jensen) havde Kaalund Kloster Kostskole i de gule bygninger, der nu huser
Kalundborg Kommune. Her var Aksel og Ester Duus også ansat fra 58' til 60'. Kaalund
Kloster fik vokseværk, og Viggo Jensen købte Torvet 3, også kaldet ”Annekset”, i Kalundborg, hvor en del elever så flyttes til.
| |
| |
Aksel og Ester Duus flyttede med og bestyrer nu en afdeling for mindre elever. I løbet af 61' sælges selve Kaalund Kloster Kostskole, og skolen drives udelukkende videre på ”Annekset”, som Duus nu er daglig bestyrer af.
Eleverne herfra begynder nu at gå på Jyderup Realskole, hvortil de bliver kørt frem og tilbage i en gammel bus kaldet ”Amanda”. Det var Aksel Duus selv, der dagligt kørte bussen.
I 62' køber Viggo Jensen så den gamle skole i Særslev, 7 km. Udenfor Jyderup. Alle 20-22 drenge fra Torvet 3 flytter nu til skolen i Særslev.
Duus flytter med, og er nu daglig leder af Særslev kostskole.
I 63', efter et års på Særslev Kostskole, rykker Duus videre. Vistnok til Frk. Fokdals Pigeskole i Hjembæk, hvor han bliver daglig leder.
|
|
Efter Duus afrejse fra Kostskolen, blev den tidligere elev, Rolf Voetmannb) , ansat til at passe os drenge – på fuld tid. Rolf boede på og ”passede” Særslev Kostskole, i samarbejde med Viggo Jensen og hans kone Dagny.
Herudover var der en fru Kristiansen ansat i køkkenet til at lave mad til os alle sammen.
Rolf har jeg et nu haft et livslangt og varmt venskab med, og han er kilden til al den information om tiden før 1964 som jeg nævner her.
På Særslev Kostskole var vi ca. 20 drenge.
Jeg kom til kostskolen i sommeren 64' og boede på værelse med Henrik Bülow Johansen og Carsten Jürgensen. Andre navne jeg (tror) kan huske, er Jan Holmberg, Flemming Lysholm Berger, Jens Carl, Rolf Kongstad Hansen, Benny Larsen og Sven Tuliniusd
Vi blev alle kørt til og fra Jyderup Realskole i en gammel folkevogn, et ”rugbrød”, som var hvid med røde kofangere.
Da Rolf kom til, trak Viggo Jensen trak sig mere og mere tilbage til ”Bassebjerghus” på Bassebjerg lige uden for Jyderup. I 1966 solgte han Særslev Kostskole og trak sig tilbage fra kostskolelivet.
Da jeg mange år senere fik kontakt til Viggo Jensen igen, boede han i Bethestagade i Kalundborg.
Da Viggo Jensen døde havde jeg den glæde at møde Ester Duus igen ved hans begravelse.
Den 3. maj 2008 deltog Rolf Voetmann i begravelsen af Hr. Aksel Duus fra Hjembæk Kirke.
En del af os drenge blev overført til det nyopførte Kollegium i Jyderup, hvor jeg gik indtil min far trak mig ud i 8 klasse. Det må vel have været i 19691
| |
2014 maj; Gensyn med Kaalund Kloster kostskole
Dorte Birch inviterede fredag sine to klassekammerater Jens Peter Rasmussen og Rolf Voetmann til at gense deres gamle kostskole,Kaalund Kloster, fra 1950'erne og 1960'erne. Foto: Per Buurgaard Christensen
| |
Rolf Voetmann, Dorte Birch og Jens Peter Rasmussen
| |
Herover Jens, Dorte og Rolf
| |
Rolf Voetmann
| |
Jens Peter Rasmussen
| | |
To kostskoleelever besøgte fredag (maj 2014) med en klassekammerat deres gamle kostskole.
Jens Peter Rasmussen, Rungsted, og Rolf Voetmann, Tappernøje, boede fra sidst i 50'erne til starten af 60'erne i Kaalund Kloster, der på det tidspunkt var ejet af forstander- og ægteparret Viggo og Dagny Neergaard Jensen.
Dorte Birch, som de gik i klasse med på Jyderup Realskole efter deres tid i Kalundborg, havde inviteret dem til Kaalund Kloster på en fridag, hvor de kommunale kontorer var lukket.
Gensyn med oplevelser
Da de så bygningen, som i årene efter deres tid som kostskolehjem både oplevede en brand og en tid som administration for den gamle Kalundborg Kommune, vældede minderne frem.
- Men de har sløjfet hovedindgangen. Den var her med en bred trappe til, bemærkede de begge, da de stod på Klostertorvet og så på den store, gule bygning
Mejeri lige ved hånden.
Det, som i dag er indgangen til Borgerservice, var dengang en port til et mejeri.
- Maskinerne begyndte om morgenen og vækkede mig gerne. De larmede forfærdeligt, mindes Jens Peter Rasmussen.
Men der var altid frisk mælk til kostskoleeleverne.
Mange fine titler
Blandt eleverne, der havde alskens opgaver, florerede mange fine titler
LAB-folkene stod for at tømme skraldespande.
Forkortelsen var valgt ud fra den fine organisation Landsforeningen til arbejdsløsheds bekæmpelse
Køkkensekretæren var den elev, der skulle skrive navne på madpakkerne.
FBI var forstanderens forlængede arm, præfekterne, der holdt øje med de andre elever.
- De vidste altid, når vi havde smøger, siger Rolf Voetmann.
FBI-folkene blev etableret af en elev, hvis far var ansat i Scotland Yard, og de var udstyret med badges til formålet.
Dengang der var en sø
Da Jens Peter og Rolf bede i Kaalund Kloster, var Munkesøen en rigtig sø, hvor de kunne skøjte om vinteren, og i Klosterparken var der såvel "Underkrattet" og "Overkrattet", det sidste med en fodboldbane "Prærien", som eleverne mente var deres, og som de derfor jog andre bort fra.
Før branden i 1975
Den nu nedlagte forhal var stor og pompøs med et flot stengulv.
- Det var jo ikke en hvilken som helst bygning, siger Jens Peter.
Forstanderparret Viggo og Dagny Neergaard Jensen boede i den sydlige ende i stueetagen, hvor Viggo Jensen havde kontor i deres dagligstue.
Da familien ikke havde eget badeværelse, måtte de benytte elevernes på første sal.
Ovenpå boede pigerne, og på den anden side af badeværelserne boede drengene med de ældste dreng længst mod nord.
På førstesalen var der også hobbyrum og vaskerum. Og bad, som eleverne kunne bruge en gang om ugen7
II del af historien skulle også være i sn.dk men pt. ikke fundt, har sendt mail til sn.dk (marts 2015)
| |
1950, 24. juli. - KF, side 3; Forstanderinden på Kaalund Kloster
Forstanderinden på Kaalund Kloster vandt turistrejsen
Der var ti helt rigtige løsninger i gættekonkurrencen.
Forretningsudvalget for Kalundborg Turistforening gennemgik i går de mange løsninger, der var indkommet i sommerfest programmets gættekonkurrence om en turistrejse til Rhinen og Oberammergau. Det gjaldt som bekendt om at finde ud af, hvor mange kilometer rejsen omfatter, og der var gættet på mange forskellige tal, og det var 3287 kilometer. Der var ti indsendere af præmiekuponen, som havde gættet netop på dette tal, og det blev derfor nødvendigt at trække lod.
En lille pige, der netop passerede turistkontoret, blev kaldt ind fra gaden og foretog lodtrækningen blandt ti rigtige løsninger. Den heldige blev forstanderinde, Fru Dagny Neergaard Jensen, Kaalund Kloster, Kalundborg, som altså dermed har vundet en syv dages rejse til Rhinen og festspillene i Oberammegau. Rejsen arrangeres af det gamle ansete Jørgensens turistbureau i København og dens pris er 585 kr. men turistforeningen betaler også vinderens rejse til og fra København.
- Jeg vil forære min mor den rejse, siger vinderen.
Forstanderinde fru Dagny Neergaard Jensen, der vandt rejsen, er først for nylig kommet til Kalundborg, hvor hun sammen med sin mand driver skolehjemmet Kaalund Kloster. Fruen er meget lykkelig over at være blevet den heldige i turistforeningens gættekonkurrence, og hun synes, det er en vældig fin modtagelse, hun på måde har fået i Kalundborg.
- Men jeg kan ikke forlade Kalundborg for at komme til Oberammegau nu i sommer, hvor gerne jeg end ville, siger fru Neergaard Jensen. Der er alt for meget at gøre heroppe på Kaalund Kloster, som vi først for nylig har overtaget. Efter sommerferien venter vi eleverne og der kan også komme forældre, som skal bo her på skolehjemmet. Paradoksalt nok forhindre turistforeningen mig også i at komme af sted. Som De nok ved, må vi nu i sommertiden ofte skaffe Turistforeningen værelser her til byens turister når alle hotelværelser i byen er belagt. Den dag, den store turistfest blev holdt, måtte vi om aftenen skaffe natlogis til 15 gæster.
- Hvad vil De så gøre med rejsen?
- Jeg vil forære den til min mor, Fru Neergaard i Hillerød. Hun vil forfærdelig gerne på den rejse, navnlig for at se festspillene i Oberammegau. De holdes jo kun hvert 10. år og det er en vældig chance for hende at komme derne i år. Om 10 år kan det så være, jeg selv kan komme af sted.
- Gevinsten faldt altså på et sted, hvor man er virkelig glad for den?
- Ja, det kan jeg forsikre Dem om.
- Hvordan bar de Dem egentlig ad med at gætte det rigtige kilometerantal for rejsen?
- Helt let var det ikke at have med at gøre, men for alle, der interesserer sig for rejser, var det alligevel en morsom opgave. Der havde jo i avisen været en antydning af, at rejsen omfattede mellem 3000 og 3500 km.
Når man så gik lidt grundigt til værks og studerede kort over rejseruten med omhu kunne det nok lade sig gøre, at finde et tal, der måtte være omtrentlig rigtigt. Den helt nøjagtige udregning blev jeg ærlig talt ikke færdig med, men jeg kom dog et stykke vej ... og resten var så gætteri. Men heldig var jeg rigtignok.
1961, 16. marts. - KF, side 3; Kaalund kloster (billede)
Arbejdet med udgravningen af Kalundborg gamle klosterkirke på arealet foran biblioteksgården skrider rask fremad.
Som det ses på billedet, er det nu muligt at se de fleste af kirkekompleksets konturer.
Museumsinspektør E. Skov, Nationalmuseet, har i dag sammen med andre kirkekyndig været på besøg i Kalundborg, hvor man bl.a. er begyndt på arbejdet med opmåling af klosterets fundamenter. Disse udgravninger har vist et langt bedre resultat, end man havde ventet. Længst til højre på billedet ses fundamentet af kirkens korbue og længere mod venstre altersoklen.
1961, august. 20-25 kostelever
Samtidig med, at skolen på tirsdag (august 1961) begynder, vil også samarbejdet med forstander Viggo Jensen, Kalundborg, nu "Bassebjerghus" pr. Jyderup, blive indledt, og 20-25 kostskoleelever skal deltage i skolegangen på Jyderup Realskole. Disse elever, der er fra forskellige egne i landet og i alderen 12-15 år, bor fortsat i Kalundborg, hvor de er installeret i den gamle kredslægebolig, og her tages en fritidslærer og frue sig af børnene efter skoletid.
I skolebus vil de hver dag blive kørt til Jyderup.
Dette er dog kun en midlertidig løsning af kost og logi spørgsmålet, idet forstander Jensen stadig er på jagt efter en
passende bolig i eller ved Jyderup
2
//
Se 1962
Kostskole ved Jyderup
1962 april
Kostskole oprettes ved Jyderup
Forst. Jensen vil sikre i alt 50 elever til Jyderup Realskole
Ved møde på Jyderup Realskole tirsdag aften fremkom forstander Viggo Jensen, "Bassebjerghus", men en for skolen glædelig meddelelse, der nu yderligere er blevet underbygget, og som, når den realiseres, vil betyde en styrkelse af Jyderup Realskole.
Forstanderen har, som bekendt, indskrevet 24 kostskoleelever på Jyderup Realskole, efter at kostskolen
a i Kalundborg var ophævet.
Ved mødet oplyste forstanderen, at dette tal i løbet af sommeren 1963 vil blive suppleret op til ca. 50 elever.
På forespørgsel bekræfter forstander Jensen et forlydende om, at man står foran at bygge en ny kostskoleafdeling. Der er netop ved at blive afsluttet forhandlinger, men det har ikke været så let at finde det helt egnede sted, da der også skal tages hensyn til tilstrækkelig udenomsplads til boldbaner mv., beregnet til drengenes fritid. Sammen med bankbestyrer Hooge besigtigede forstander Jensen netop i går de pågældende tilbud, og en af de allerførste dage vil der ganske sikkert foreligge en afgørelse.
Forstander Jensen har udmærket samarbejde med Realskolen og er ikke i tvivl om, at det vil fortsætte på bedste måde, når den nye skoleinspektør
W.G. Hebin, tiltræder, - Jeg tror på skolen og dens fremtid, siger forstanderen
1
1962 maj
Kostskole til ½ million
Forstander Viggo Jensen, Jyderup, der i over et halv år ihærdigt har søgt efter egnet bygninger eller ditto område for oprettelse af kostskole i Jyderup, efter at hans "børn" er flyttet til Jyderup Realskole, har nu standset sin søgen og efter egen opfattelse fundet den helt ideelle løsning. Forstanderen har af bmd. Henry Steensen, Holbækvej, Jyderup, købt et areal på 10 tdr. ld., beliggende langs Stokkebjergvej, for her at opføre kostskole med plads til 54 elever.
Fuldt færdig byggeplaner er budgetteret til omkring en halv million kroner.
Forstander Jensen havde oprindeligt et såkaldt "skolehjem" på Kaalund Kloster i Kalundborg, men skoleganen blev nylig henlagt til Jyderup Realskole, hvortil eleverne befordres i bus, og midlertidigt har de fået husly i en villa i Kalundborg. Forst. Jensen købte selv "Bassebjerghus" og har herfra foretaget sine "eftersøgninger" med assistance af bankbestyrer Hooge, Jyderup, der har gjort en ihærdig indsat for, at kostskolen kunne blive bygget i Jyderup, som et plus for kommunens trivsel.
Forskellige muligheder er blevet drøftet, der var en overgang tale om at købe nogle tønder land fra gdr. Sivertsens gård på Ellebjerg, men de nye naturfredningsbestemmelser, der bl.a. går du på, at der ikke må bygges nærmere end 100 meter fra skoven, ophævede disse planer. Der vil dog også blive smuk beliggenhed ved Stokkebjergvej med udsigt over kuperet terræn og ikke særlig langt fra skoven
2
Utraditionelt byggeri
De bestemmende myndigheder vil nu blive ansøgt om godkendelse af handelen, og så snart denne foreligger, vil arbejdet blive påbegyndt, idet fuldt udarbejdede planer er deponeret i entreprenørfirmaet "Esbjerg-Huse". Skole opføres som utraditionelt byggeri og er - byggegrunden iberegnet - budgetteret til omkring en halv mill. kr. Der regnes med, at selve bygningerne kan være færdigbygget i løbet af 2-3 måneder.
Forstander Jensen oplyser, at der i byggeplanerne er tale om plads til 54 elever, lejlighed til bestyrer, til en fritidslærer og til en økonoma, samt pigeværelser, hobbyrum, sløjdlokale, baderum m.m. Forstander Jensen skal have kontor på skolen, men vil indtil videre blive boende på "Bassebjerghus"
Sportsplads
Der vil ved skolen blive anlagt - foruden en prydshave og nyttehave - en stor sportsplads med boldbaner og hvad der ellers hører til drenges friluftsliv. Går alt glat igennem og håndværkerne holder hvad de har lovet, så skulle drengene kunne tage deres nye hjem i besiddelse efter sommerferien. Der er foreløbig sikret ca. 50 drenge til kostskolen og de skal gå i skole på Jyderup Realskole. Forstander Jensen kender skoleinspektør Hebin personligt og glæder sig til samarbejdet.
Også pigekostskole?
Om øvrige fremtidsplaner udtaler forstander Jensen, at der er købt så stort et areal for at der kan udvides efter ønske. Det er ikke usandsynligt, at der en dag også vil blive knyttet en pigekostskole til drengekostskolen, i hvert fald er der fra mange forældre interesse for også at sende piger hertil. Hvad den ikke benyttede jord angår, vil den muligvis blive forpagtet ud.
Foreløbig skal Henry Steensen have de afgrøder der, der står på jorden, og det er drøftet, at Henry Steensen skal tilknyttes kostskolen, hvad angår det praktiske udendørs arbejde. Vi er meget glade for, at vi har fundet en løsning som syntes så ideel, siger forstander Jensen, og vi glæder os til nærmere kontakt med Jyderup som den kommune vi nu skal høre til.
1962 juli; Kostskolebyggeriet i Jyderup forsinket
Forstander Viggo Jensen, Jyderup, er en resolut mand. Det beviste han i går, da han for at sikre sine kostskoleelever et ophold, fordi kostskolebyggeriet i Jyderup - ikke just forhindres - men forsinkes af byggestoppet, omgående
købte Særslevs nedlagte skole af Føllenslev-Særslev kommune.
Som bekendt købte forstander Viggo Jensen for nogen tid siden 10 tdr. land på Aggersvoldvej i Jyderup, tilh. bmd. Henry Steensen. Det blev omgående udarbejdet projekt over såvel byggeri som andre anlæg ved skolen, og det blev lovet dengang, at de 50 indmeldte kostskoleelever skulle kunne flytte ind på en færdigbygget skole med skoleårets begyndelse.
Løftet holdes
De bevilgende myndigheder stillede sig velvilligt, og alt er gået glat igennem, ligetil forhandlingerne om byggestop forsinkede sagen. Bevillingerne ligger stadig i de forskellige udvalg, og det kan endnu ikke siges, hvornår de frigives. Det stod derfor klart for forstander Viggo Jensen, at løfterne til eleverne ikke kunne holdes, hvis ikke der blev truffet en anden ordning. Hidtil har eleverne boet i Kalundborg, men da forstanderen fik tilbud på Særslev skole, slog han straks til, dels fordi det er meget nærmere Jyderup, dels fordi det derved kunne blive bedre økonomisk forsvarligt med buskørsel osv. til Jyderup Realskole, hvor samtlige elever indskrives og i går eftermiddag blev handlen afsluttet med Føllenslev-Særslev kommune.
Klasselokaler som sovesale
Forstanderen oplyser, at de to store klasselokaler i Særslev skole vil blive indrettet til sovesale. De mindre lokaler og lejligheden skal omdannes til værelser for eleverne, det store udhus til hobbyrum mv. Der hører 3/4 td. land jord og have til skolen, og her vil børnene kunne få en dejlig tumleplads. Man kan således med sindsro imødese, at der meget vel kan gå nogen tid, dels inden bevillingerne frigives, dels inden den nye skole kan stå færdig til indflytning
3
Kilde 1:Kalundborg Folkeblad 28. april, side 3; Kostskole oprettes ved Jyderup
Kilde 2:Kalundborg Folkeblad 4. maj, side 3+4; Kostskole til ½ million
Kilde 3:Kalundborg Folkeblad 11. Juli, side 4; Kostskolebyggeriet i Jyderup forsinket
a) Kaalund Kostskole ophørte (lejeaftalen udløb
//
Fra Holbæk amts venstreblad 20 juni 1963 kan man læse at Forstander Viggo Jensens kostafdeling for drenge, der frekventerer Jyderup Realskole, vil nu blive udvidet.
Kostafdelingen, der har til huse i Særslev gl. skole, har plads til 25 drenge, og disse får nu udvidet deres værelser, idet en tidligere lærerbolig i huset inddrages. Fra 1. august forlader nemlig fritidslærerparret Esther og
Aksel Duus kostafdelingen i Særslev for at tiltræde nye stillinger ved kostafdelingen, der hører under Kalundborgs private realskole, Esben Snareskolen.
Der ansættes ikke afløsere for lærerparret
Duus.
I stedet flytter forstander Viggo Jensen og frue fra Bassebjerghus
c) i Stokkebjerg til Særslev, så de kan holde opsyn med de mange drenge.
Denne ordning er dog kun midlertidig, da forstanderen regner med i løbet af et års tid at få boligministeriets tilladelse til at opføre en kostafdeling med plads til 54 drenge og piger på Ellebjerg i Jyderup.
Grunden har man, men hidtil har ministeriet sagt nej til ansøgning om igangsætningstilladelse
3
1964, 9. apr. - KF, side 9; Kaalund kloster (Ikke JR) Billede
Parkeringspladsen ved Kaalund Kloster snart klar.
Kalundborg kommunes vejarbejdere er i fuld gang med færdiggørelsen af den nye store parkeringsplads på Klosterparkvejs vestside. Her ses fra pladsen mod østsiden med forretningsbygningen. I syd ses S.P. Jensen & Co.s monumentale silo
Maj 1965, Kostskoleprojektet i Jyderup er nu blevet opgivet
Forstander Viggo Jensen opgiver kostskoleplaner til 700.000 kr. på Ellebjerg.
Efter års forgæves venten på byggetilladelse er planerne for opførelse af Kaalund Klosters kostskole på Ellebjerg i Jyderup definitivt opgivet. Til skoleårets begyndelse vil den nuværende filial i Særslev blive nedlagt, og de 27 elever vil blive flyttet over til
Jyderup Realskole.
Det er med vemod både fra vor og fra forældrenes side, at vi nu må opgive planerne, udtaler forstander Viggo Jensen. Sagen er den, at vi simpelthen ikke kan forsvare, at vente længere.
Siden Kaalund Kloster kostskole i Kalundborg blev nedlagt, har vi ført skolen videre her i
Særslev gamle kommuneskole, men lokaler og materialer er i en tilstand, så vi ikke kan forsvare at blive ved.
Kostskolebyggeriet på Ellebjerg, der var anbefalet af Jyderup kommune, var allerede projekteret og anslået til at ville koste 700.000 kr., men desværre har det ikke været muligt at få byggetilladelsen igennem
4
Maj 1966, Særslev gamle skole måske SNS-plejehjem
Det er Statshospitalet i Nykøbing der forhandler med ejeren af den tidligere Kaalund kloster kostskole, overlærer Viggo Jensen, Bassebjerg ved Jyderup, om køb af ejendommen der tidligere har været skole.
Statshospitalet har tidligere haft patienter i pleje i hjem i Odsherred, og i den gamle skole i Særslev vil der kunne indrettes et velegnet plejehjem. I forvejen er den gamle skole ombygget, således at de tidligere, store skolestuer nu er mindre værelser. Til skolen hører også en stor have.
Har være kostskole
Den gamle skole har tidligere været anneks for den Kaalund kloster kostskole, Viggo Jensen har drevet.
Eleverne boede i
Særslev og kørtes til
Jyderup Realskole, og selvom der var tale om en midlertidig ordning, varede den 4 år.
Viggo Jensen har også selv villet indrette en kostskole, men opgav denne plan, da Jyderup Realskole indviede sin kostskole, og da myndighedernes krav til sådanne skoler skærpedes
5
Juni 1966, Særslev gl. skole købt til plejehjem
Forstander Viggo Jensen "Bassebjerghus", Jyderup, har solgte Særslev gl. skole til privatsygeplejerske fru Birgit Schang Franck, Roskilde. Handelen er betinget af myndighedernes godkendelse af, at skolen omdanne og ombygges til plejehjem.
Der er en mulighed for, at fru Schang Franck kan få plejepatienter fra statshospitalet i Nykøbing Sj. Forstander Viggo Jensen, tidl. Kaalund Kloster kostskole, købte Særslev gl. skole for at oprette midlertidig kostskole, indtil planerne om kostskole på Stokkebjergvej, Jyderup, kunne realiseres.
Da disse planer måtte opgives, blev der en ordning med at anvende skolen til "anneks" indtil
Kollegiet ved
Jyderup Realskole kunne tages i brug. Nu er også denne anvendelse passé, og skolen har været annonceret til salg.
Der er foretaget en del ombygning, f.eks. er skolestuer opdelt i værelser. Fru Schang Franck har til hensigt, såfremt myndighederne godkender anvendelsen, at lade bygningerne modernisere fra kælder til kvist.
Handelen er ordnet ved ejendomshandler Harry Hansen, Jernbanevej, Jyderup
6
Kilder:
Kilde 1: Carsten Schwartz, Dan Ørum fra 28. januar 2012, og (fremgår af teksten) Rolf Woetmann Jensen
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 9. august 1961, side 3; Nye skolemøbler
Kilde 3: Holbæk Amts Venstreblad 20. juni 1963, side 6
Kilde 4: Kalundborg Folkeblad 15. maj 1965, side 3; Kostskoleprojektet i Jyderup er nu blevet opgivet
Kilde 5: Holbæk Amts Venstreblad 31. maj 1966, side 4; Særslev gamle skole måske SNS-plejehjem
Kilde 6: Kalundborg Folkeblad 1. juni 1966, side 4; Særslev gl. skole købt til plejehjem
Kilde 7: Nordvest nyt http://sn.dk/Kalundborg/Gensyn-med-kostskolen/artikel/411194 31. maj 2014 (kopieret marts 2015)
Noter:
a) Navneændring Dan From Petersen
b) Rolf Woetmann Jensen tog mellemskoleeksamen 1962 på Jyderup Realskole
c) Rettet der stod Basbjerghus, Huus
d) Sven Tulinius deltog i 50 års jubilæet for årgang 1964 på Søbæksgården den 30. august 2014,
overnattede på Søbæksgården og deltog i morgenbord søndag.
Sidst opdateret 16. november 2015
©Jyderup Realskole