Niels Skovgaard Rasmussen

Søn af sognerådsformand gårdejer Poul Rasmussen ses på Jyderup Realskole fra 1958/59 - Realeksamen 1963
Hanne Skovgaard Rasmussen ses på Jyderup Realskole fra I mellemskoleklasse 1956/57 - Realeksamen 1961
Hanne Skovgaard Rasmussen jk 1958-74 opslag 22 nr. 19 Hanne konfirmeret 5. oktober 1958

1985 juli; Slægt skal følge slægters gang
Tæt ved alfarvej, lunet af høje bakker bagtil og med en udsigt foran, der passer til verslinjen: "Det bugter sig i bakkedal". Sådan ligger "Skovgården" i Tornved, så smukt, som var eksteriøret et maleri.

Her har i to generationer boet sognerådsformænd, først i en menneskealder den navnkundige Niels Rasmussen og siden sønnen, Poul Rasmussen, der også blev borgmester, og som onsdag den 17. juli 1985, sammen med sin hustru, Gertrud, kan fejre guldbryllup. "Skovgården" er gammel, men meget velholdt, med fineste orden ude som inde, og det er hensigten, at stadig "slægt skal følge slægters gang", når ægteparret en dag lægger op, og en datter og svigersøn, afdelingssygeplejerske Lotte Skovgaard og hendes mand, maskinmester Carsten Høj Jørgensen, flytter ind.
Denne aftale er Gertrud og Poul Rasmussen særdeles glade for, ikke mindst fordi de elsker den skønne plet ved Dønnerupvej, og fordi der knytter sig både historie og dyrebare minder til den gamle gård.
Endnu er ingen dato aftalt for "ombytningen", og stadig er det vordende guldbrudepar i fuld vigør - Poul Rasmussen efter en vel overstået hofteoperation, således at han selv kan passe gårdens dyr, køer og grise. Det meste af jorden er bortforpagtet, men bakkerne har han beholdt til egen drift. De ligger med "vedvarende" græs til gavn for køerne. I øvrigt har også den største bakke bag gården år efter år været til gavn og glæde på anden måde, nemlig når der blev holdt Sct. Hans sammenkomster og brændt bål, som kunne ses viden om.

Poul Rasmussen
Alderen trykker heller ikke endnu - henholdsvis 72 og 73 år - altså et "ungt" guldbrudepar, der fejrer de 50 års harmoniske samliv, begge med en hukommelse, der er helt intakt, men helt naturligt er det guldbrudgommen, der mest at fortælle, eftersom han har været involveret i mange offentlige hverv og stået for sognets styre i to afsnit, først som sognerådsformand, siden som borgmester og ind i mellem som menig kommunalbestyrelsesmedlem. I alt har han været medlem af først sogneråd og siden kommunalbestyrelse i 24 år.
Ved kommunesammenlægningen i 1970 fik han og Poul Christensen, Mørkøv, lige mange stemmer, da borgmesteren skulle vælges, og ved lodtrækningen blev det Poul Christensen, indtil næste valgperiode, hvor Poul Rasmussen blev borgmester og var det, til han blev efterfulgt af den nuværende borgmester, Hans Roth.
Helt forstår Poul Rasmussen ikke, hvorfor der skulle stå så megen gny om kommunens økonomi, eftersom der ved "afleveringen" var godt tre mill. kr. i kassen og en planlægning, der var let at arbejde videre med.
En kassebeholdning kan helt naturligt svinge fra kvartal til kvartal, men det skal man selvfølgelig være inde i ved nærmere kendskab til en kommunes skiftende indtægter og udgifter, siger han.
Ingen tvivler på, at Poul Rasmussen som borgmester har handlet ud fra ærlige og kloge vurderinger og en oprigtig overbevisning om, hvad der bedst tjente kommunens og dens borgere.
Med samtlige medlemmer af kommunalbestyrelsen og i øvrigt alle på rådhuset havde han et samarbejde, der berømmes som godt og loyalt, og udadtil havde han det bedst tænkelige forhold til beboerne i de fem sogne, hvor han blev vellidt og respekteret som en altid venlig, flittig og ansvarsbevidst borgmester.
Når der kunne ofres tid og kræfter i den offentlige sektor i så vid udstrækning, som Poul Rasmussen har gjort, så var det fordi han, sagt med et nutidigt udtryk, havde "sit bagland i orden":
En dygtig og forstående hustru, der støttede ham på alle måder og sørgede for, at de hjemlige pligter blev varetaget.
Gertrud Rasmussen er født i Butterup, men havde sin barndom på gården "Pilevang" i Regstrup - også en gård, der fortsat er i slægtens eje og videreføres af en nevø, gdr. Poul Chr. Nielsen. Gertrud er fra en søskendeflok på femten, hvor hun kom som den tiende i rækken.
Der var brug for alle travle hænder, og det var som 18 årig hun kom ud at tjene, først i et par lærerhjem og siden på en gård. Det var slidsomt, men lærerigt, og lønnen var 45 kr. om måneden...
I Poul Rasmussens hjem, hvor han var nummer fire ud af seks søskende, blev der også lært at tage fat, lige fra barneårene. faderen, Niels Rasmussen havde som sognerådsformand næsten dels døgndrift. De månedlige sognerådsmøder blev holdt på hotel "Skarridsø", indtil kommunekontoret blev bygget omkring 1940, men alle personlige henvendelser skete i hjemmet på "Skovgården"
Det var jævnligt mennesker i pengetrang, der kom, og mange gange hjalp Niels Rasmussen af egen lomme uden at forlange pengene tilbage. Ofte sad han til ud på natten for at arbejde med sognets sager.
På den måde fik Poul Rasmussen kendskab til, hvad der i hine tider blev krævet af en sognerådsformand, der tog sit ansvar så hundrede procent, som hans far gjorde det - og det lige til hans død i 1942

Indenfor KFUM og K har både Gertrud og Poul Rasmussen haft et tilhørsforhold fra de unge år, og det var med til at føre dem sammen, da de begge tjente på gårde i Jernløse. Poul Rasmussens løn var 1200 kr. for et år, og det endda da med malkning tre gange dagligt - med håndkraft...
Ved giftermålet forpagtede de "Bakkegården" i Tornved, ejet af Niels Rasmussen. Gården havde stået ubeboet i længere tid, og der var meget at rette op på for ægteparret. Det blev til en snes år på "Bakkegården", til de efter Niels Rasmussens død kom hjem til Poul Rasmussens barndomshjem, "Skovgården"
Indtil da havde der ikke rigtigt været tid til at tænke på kommunalpolitik, selvom det livet igennem har været et område, der havde Poul Rasmussens store interesse.
Foreningsmæssigt var det stadig KFUM og K og IMS, han gjorde en indsats for, men det er dog også blevet til bestyrelsesposter i mejeriet, Venstreforeningen og gennem flere perioder i menighedsrådet. Jævnligt har der desuden været bud efter ham som taler ved møder og lignede - og er det stadig.
De 24 år i kommunalpolitik bliver huske med glæde, netop på grund af det ideelle samarbejde, selv når det var bryderier, der skulle jævnes ud. Loyaliteten gjaldt i høj grad også sognerådsformand Emil Nielsen og derefter Danmarks første kvindelige sognerådsformand, Alma Nielsen, som Poul Rasmussen iøvrigt afløste. Der er stadig mange kontakter fra disse år, og navnlig er Poul Rasmussen glad for at besøge sognets ældre beboere.
I samtalens løb nævner Poul Rasmussen at det, efter hans mening, er gået lidt vel stærkt med, at få afviklet de små plejehjem til fordel for de store kollektive plejehjem.
Det er, mener han, ligesom blevet presset igennem trods protester, og selvom mange ældre nødigt vil væk fra det miljø, de er blevet fortrolig med gennem et langt liv.
Om svømmehallen, der blev indviet i hans borgmester tid, fremhæver han:
- Jeg fatter overhovedet ikke, hvorfor den skal nedlægges, når den vitterligt er opført og står der. Endnu mere uforståelig var nedlæggelsen derved, at vi jo ved, at svømningen dag bliver obligatorisk fag i skolerne5


1950 august; Fru Sofie Rasmussen, Jyderup, enke efter afdøde sognerådsformand Niels Rasmussen, fylder mandag 65 år6


1966 juli; Ung mand fra Jyderup druknet i Norge
Niels Skovgaard Rasmussen omkommet ved tragisk ulykke på ferietur
Et sorgens budskab spredtes i Jyderup sogn ved meddelelsen om, at sognerådsformand, gdr. Poul Rasmussen, "Skovgården" Tornved, Jyderup, har haft den sorg at miste deres eneste søn, Niels Skovgaard Rasmussen, der er druknet under et ferieophold i Norge.
Niels var sammen med andre unge mænd, alle medlemmer af KFUM i Nordvestsjælland, i lørdags taget på ferietur til Oppevaten ved Kristiansand. leder af turen var formanden, bestyrer Gunner Christensen, Bjerresø. Under opholdet boede de unge i en fjeldhytte "Furv Kollen" og skulle herfra tage på turen.

Fik krampe
I går var alle ude at bade, da Niels pludselig fik krampe og gik til bunds. Kammeraterne forsøgte at redde ham, men først efter en halv snes minutters forløb blev Niels fundet. Der blev straks forsøgt genoplivning med mund til næse-metoden, men alt liv var udslukt. De ulykkelige kammerater måtte derefter telefonisk fortælle Niels forældre om den forfærdelige ulykke.
Stor medfølelse samler sig om forældrene, der så brat har mistet deres eneste søn. Ægteparret har tre døtre, to gift samt den 13 årige Liselotte.
Niels Skovgaard Rasmussen, der blev 20 år, var kendt som en meget sympatisk og lovende, ung mand, der var afholdt af alle. Efter at have taget realeksamen på Jyderup Realskole, kom han i elektrikerlære i firmaet A/S Bøjer, Ugerløse, hvor hans chef, elektriker C.H. Nordstrøm, skildrer Niels som en ualmindelig tiltalende ung mand, pligtopfyldende, dygtig og meget venlig og omgængelig. Niels havde et par år tilbage af sin læretid og var så målbevidst, at fremtiden tegnede lyst og lovende. - Vi var meget glade for Niels, han var en ener af menneskelig høj karat, siger hans chef.
De unge kammerater inden for KFUM og K vil også savne Niels.
Her var han aktiv på flere måder, bl.a. som træner for mandlige og kvindelige håndboldspillere og var meget populær og vellidt.
Allersværest er tabet naturligvis for Niels' forældre, som også havde knyttet lyse forhåbninger til deres prægtige søn. Niels' båre vil fra Norge blive ført til Jyderup1

1966 juli; Forespørgsel vedr. Niels båre
Der er fra mange sider rettet forespørgsel om, hvornår Niels Skovgaard Rasmussens båre kommer hertil fra Norge. Det kan oplyses, at båren via Hirtshals kommer til Kalundborg i eftermiddag kl. 16.05, hvorfra den føres til Jyderup2

1966 juli; Niels' båre ført hjem
En stor skare af slægt og venner var i går eftermiddag kørt til Kalundborg for at være med til at vise den unge Niels Skovgaard Rasmussen den sidste ære ved, at følge båren til Jyderup.
Båren kom med færgen fra Juelsminde, og et stort sørgetog fulgte båren på den sidste rejse. Ved ankomsten til Jyderup var mange flag hejst på halv stang, og ved blomster og buketter blev givet stilfærdigt udtryk for den deltagelse i sorgen, der samler sig om Niels' forældre og søskende og den tak, som mange føler, de har at sige for venskab med Niels.
I Jyderup kirkes kapel var der en kort højtidelighed, hvor man sang "til himlene rækker" - Overlærer Langberg bad "Fadervor" og man sang "Nærmere Gud til dig"
Jordefærden finder sted fra Jyderup kirke på lørdag kl. 143

1966 juli; Den forulykkede Niels Skovgaard Rasmussens jordefærd
Et helt sogn og mange langt uden for Jyderup sogns grænser viste Niels Skovgaard Rasmussen, søn af sognerådsformand, gårdejer Poul Rasmussen, "Skovgård", Tornved, den sidste ære, da Niels i lørdags blev stedt til hvile på Jyderup kirkegård. Den sølvornamenterede norske båre ved kirkens kor var omgivet af tændte kandelabre, ligesom der var mange levende lys på alterbordet og røde og hvide nelliker ved alle stolestader. En skøn buket fyldte næsten kistens låg. Buketter og kransevældet var så stort, at det nåede fra båren ud gennem våbenhuset og hele vejen ned gennem den gamle kirkegård.

Signerede kranse
Af båndsignerede kranse kan nævnes: deltagerne i Norgesturen, Jyderup Idrætsforening, firmaet Alex Bøjer, KFUM og K i Jyderup, KFUM og K's håndboldafdeling i Jyderup, Indre Missions Samfund,Klassekammerater på Jyderup Realskole, personalet på Jyderup kommunekontor, Jyderup sogneråd, "Naboer", KFUM's idrætsafdeling i Mørkøv, KJUM og KFUK-samfundet i Reerslev, Roskilde KFUM og K's håndboldafdeling, "Vennerne", Holbæk kredsens KFUM og K, Eskebjerg KFUM og K's idrætsafdeling, Jernløse KFUM og K og KFUM og K's idræt i Holbæk.

Døde vejen til livet
Følget ikke blot fyldte kirke og våbenhus, men mange måtte stå op. Højtideligheden indledtes med salmen "Gak ud min sjæl" - en salme, der for nylig blev sunget ved Niels' søster Hannes bryllup, Pastor Flensted Andersen, Skamstrup, talte ud fra det gamle munke-rim:
Midt i livet er vi stedt
udi dødens våde,
midt i døden er vi stedt
udi livet nåde".

Dette ville vi mennesker synes lød modsigende, men det er den dybe sandhed. Olfert Richard gik engang bagefter en kiste ved en begravelse i København, og han pegede da mod lysreklamerne og sagde: "Dette er døden" - og tilføjede, medens han viste mod kisten: "og deri er livet". Døden er indgangen til livet, det evige liv.

Hvorfor?
Niels Skovgaard Rasmussen var netop begyndt at leve midt i livet, og ingen forstår, hvorfor døden pludselig skulle komme. Det er mærkeligt for mig at stå ved denne båre og tænke 34 år tilbage, hvor det blev mig, der gik fri for druknedøden, og andre blev derude, og man spørger sig selv: "hvorfor blev det dig, der skulle leve? Alle vi, der har børn, må ængstes og grue for at miste dem, vi kan ikke være ligeglade, når de er ude for vor synsvinkel, og da lægger vi dem i Guds hånd. Gud alene kender svaret på vort "hvorfor", og Gud alene kan give os trøsten.
Her ved Niels' båre samles vi, hver med sine tanker, og binder en mindekrans om Niels, som han var, og husker, at "midt i døden, dér er livet"

En fars tak til sin søn
Følget sang "Befal du dine veje", hvorefter Niels' far, sognerådsformand Poul Rasmussen, bevæget, men ligesom båret af en indre styrke, talte gribende om sin og hustruens eneste søn, Poul Rasmussen sagde bl.a.: "Hvis jeg kunne, var der meget, jeg gerne ville sige til Niels fra hjemmet i Tornved. Det skal være en tak, fordi Niels var en god dreng, der aldrig har givet os en sorg og altid talte sandhed. Der var festlig stemning, når Niels var hjemme, for Niels havde livsmod og var glad for livet. Vi husker hans glæde den morgen, da han skulle rejse til Norge, og hans glæde for sit arbejde. Når han om morgenen skulle af sted i sin røde "Vespa", kørte han først hen ved mors køkkenvindue og sagde glad farvel. Lige så glad var han for håndboldspillet og kammeraterne. Vort hjem er et ganske almindeligt hjem, hvor der godt kan komme en kurre på tråden, men Niels forstod at løse knuderne op. Savnet er stort derhjemme, for vi har alle noget at sige Niels tak for, og savnet føles ikke mindst af Niels' lillesøster Liselotte. For kort tid siden holdt vi bryllupsfest, var glade og sang "Gak ud min sjæl".
Derfor skulle vi også synge den i dag, fordi der, omend det er tungt at sige farvel ved vor drengs båre, dog er så meget at sige tak for fra de år, vi havde ham. Man siger, at kirken er umoden og utraditionel, men jeg vil gerne sige til Niels' kammerater, at kirken er et sted, hvor vi kan komme og hente trøst, hvor vi kan både smile og græde. Gud være lovet for det - og tak for Niels.

Mindesamvær
Til vers af salmen "Vær du mig nær" bar slægtninge båren til graven, fulgt af det store følge.
På familiens vegne takkede overlærer Langberg for de mange beviser for deltagelse, breve, ord, buketter og kranse.
Ved mindesamvær på café "Trekanten" blev flettet en smuk mindekrans ved alle de gode ord, der blev sagt til Niels' ære.
Niels' svoger, lærer Henning Hvidemose, tale om Niels som den gode søn og bror. Diakon Gunner Christensen, Bjerresø, karakteriserede Niels som den gode rejsekammerat på turen til Norge, og talte om det dybe og forfærdende indtryk, ulykken havde gjort. Sekretær for KFUM og KFUK i Danmark, Chr. Vestergaard, Holstebro, omtalte Niels som den gode sportsmand.
To onkler, Niels Børge Petersen, Holbæk, og Herman Larsen, morbroderen Knud Jensen, Regstrup, og farbroderen, gårdejer Svend Rasmussen, Gislinge, fremdrog minder fra samvær med Niels i familiekredsen. Endvidere talte formanden for Jyderup KFUM og KFUK bestyrer Erling Gudmannsen, bestyrer Marinus Larsen, "Thormasminde", Emil Petersen, missionær Kristiansen, tidl. Jyderup, missionær Neimanas, distriktssekretær Valborg Gunnarsen, København, og Marinus Stokholm, Særslev.
Det blev et uforglemmeligt mindesamvær, som sluttede med Poul Rasmussens tak og med salmeverset "Gå da frit enhver til sit og stol på Guds nåde"4


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 11. juli 1966, side 3; Ung mand fra Jyderup druknet i Norge
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 12. juli 1966, side 3; Forespørgsel vedr. Niels båre
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 13. juli 1966, side 3; Niels' båre ført hjem
Kilde 4: Kalundborg Folkeblad 18. juli 1966, side 3; Den forulykkede Niels Skovgaard Rasmussens jordefærd
Kilde 5: Kalundborg Folkeblad 10. juli 1985, side 6; Slægt skal følge slægters gang
Kilde 6: Holbæk Amts Venstreblad 12. august 1950, side 4; Fru Rasmussen (Niels farmor)
Billede af Borgmester Poul Rasmussen er fra Rejsegilde på JEG 1978 (og på bill. er der sket navneombytning)
det er Poul Rasmussen th, og direktør Arly Mortensen tv. og fra Kalundborg Folkeblad 1. maj 1978, side 6; Kransen sat over nyt Kollegium

Niels er ikke glemt, der skriver om ham ved 40 års jubilæum i 2013
På arkiv.dk Jyderup ses 1940 Sognerådsformand gdr. Niels Rasmussen B7636

Sidst opdateret 15. januar 2015
©Jyderup Realskole