Konrad Adenauer

Konrad Adenauer var søn af en embedsmand, studerede jura og arbejdede som advokat, før han blev fuldtids politiker. Fra 1917 til 1933 og i 1945 var han overborgmester i Köln og fra 1920 til 1933 desuden præsident for det preussiske statsråd. I 1918 var situationen i Köln særlig anspændt, da matroser fra Kiel kom med toget og blandede sig med soldater fra Kölns forlægning, rev epauletterne af officerer, de kom forbi, viftede med røde flag og råbte revolutionære slagord på Hohestrasse. Adenauer forsøgte at forhindre, at matroserne kom til Köln, men hverken hærkommandant eller jernbanedirektør ville påtage sig ansvaret. Snart beherskede matroserne Kölns centrum, løslod fangerne fra militærfængslet, og soldater og fabriksarbejdere pyntede med rød kokarde indtog strategiske positioner. På Neumarkt samlede der sig en ophidset mængde, der forlangte, at der blev oprettet et arbejder- og soldatråd efter sovjetisk model, som kunne overtage styret af byen. Adenauer bad hærkommandanten åbne ild med et feltartilleribatteri i hans gamle gymnasium, Apostelgymnasium, men denne nægtede at skyde mod mængden og trak i stedet sine soldater tilbage til forlægningerne. Adenauer måtte indse, at han blev nødt til at forhandle med de revolutionære, hvis han ville beholde sin stilling. Efter en hel eftermiddags diskussion opnåede han, at det røde flag ikke blev hejst på rådhuset. Sådan kunne Adenauer fortsætte som Kölns borgmester.
Han blev dog afsat af nazisterne i 1933, fordi han nægtede at give Hitler hånden.



Kilde:
Wikipedia maj 2013
©Jyderup Realskole