Jyderup Realskoles samlinger
1968 September udtaler Peter Hehnel;
Jyderup Realskole har Danmarks fineste og mest alsidige biologiske samling

1898:
De fysiske og naturhistoriske samlinger blev bragt i orden af skolebestyrer Laage6
1939 Naturmetoden

1960 Mange gaver
I årets løb har skolen modtage en mængde gaver til anvendelse i undervisningen, f.eks. en samling geologisk materiale, tovværkstyper, undervisnings sæt til cementfremstilling, til oparbejdning af kryolit, tværsnit af palmestamme, en gekko, frø, plancher, en ruscusm, en ostindisk Muehlenbeckia, stentyper, moler, samling norske mineraler, bl.a. smaragder, sten fra bygningsindustrien, ældre skrivekridt, bryozoklak, kaimineraler, smykkesten, finertyper borekerne fra dansk stenslat, leguangeskin, papirtyper, litografier, insekter, fyrsvamp m.m8

1961 feb.; Skolen har en af de største naturhistoriske samlinger med over 3000 numre1

1963 januar; Hædersgave til Jyderup Realskole
Lærer i biologi, botanik og geologi, Hjorth-Olsen, Jyderup Realskole, har modtaget en værdifuld hædersgave fra "Lepidopterologisk Forening", København, en samling sjældne sommerfugle, biller, insektarter m.m. i alt 97 forskellige arter, som påskønnelse for den store interesse og det energisk forskningsarbejde, han har gjort for de fag, hvorunder disse samlinger sorterer.
Hædersgaven er smukt opsat i rammer, mens tre mindre rammer indeholdt sjældenheder som korsedderkop, rokkeæg og en søhest (i æsken øverst, billedet fra avisen er ikke så godt)
Stor samling i forvejen
Gaven blev overrakt af den kendt konservator P.L. Jørgensen, der for øvrigt er forfatter til den biologi bog, der benyttes i realklasserne, og bl.a. er han også blevet kendt som en af "fædrene" til "Den blå betænkning" - Konservatoren udtrykte på "Lepidoperologisk Forening"s vegne anerkendelse af det energiske arbejde, Hjorth-Olsen udøver som en dygtig biologilærer og håbede, at gaven ville være et godt supplement til det store materiale, Hjorth-Olsen i forvejen har samlet.
Hvorfor det blev Hjorth-Olsen
Samlingerne omfatter sjældenheder som stumbiller, udklækket vaarflue, musekranium, Apollosommerfuglen (kun fundet 14 ekspl. i Danmark), Måneplet, Svalehalen med det tropiske udseende, bøgenonnen, hvorom Ewald skrev eventyret "Bøgenonnen", Sovekåben, Frostmåleren, hvoraf hannen kun måler en tyvendedel af hunnen, Kejserkåben med den perlemorsagtige underside, m.m. fl. Skoleinspektør Hebin, der på skolens vegne er stolt over den ærefulde gave, fortæller, hvordan Hjorth-Olsen har gjort sig fortjent til at modtage gaven.

Hr. Hjorth-Olsen har suppleret skolens samlinger så værdifuldt, at vis ingen anden skole i Danmark har så alsidige samlinger. Alsidigheden viser sig bl.a. ved en urokse med benstejler, pandebrask, mv., bæverkranier fra mosefund, store samlinger af snegle og muslinger, akvarium med mange arter, stor sommerfuglesamling og meget andet. Hvad de botaniske interesser angår, har skolen et kæmpeherbarium af pressede planter m.v., og hertil kommer det meget væsentlige, at Hjorth-Olsen i haven ved sit hjem i Bakkerup har anlagt en botanisk have.
Denne botanisk have er berømt langt ud over landets grænser, bl.a. leverer Hjorth-Olsen frø til andre landes botanisk haver, for eks. er der lige kommet en stor ordre fra Oslo's botanisk have.
Hjorth-Olsen er medlem af biologilærerforeningen og "Dansk natur - Dansk skole", m.v. alt, hvad Hjorth-Olsen går ind for, gør han hundrede procent, og han har en fantastisk evne til at gøre sine elever interesserede og aktive, bl.a. ved ekskursioner. Dette er kommet til "Lepidopterologsik Forening"s kendskab og altså nu blevet påskønnet. Nævnte forening har jævnligt haft ekskursioner på Jyderup egnen. Lærer Hjorth-Olsens hædersgave er blevet opstillet ved skolens øvrige fine samlinger2
(billede)
Skolens samlinger
"Naturens forunderlige verden" dukker frem på tur med overlærer Hjorth-Olsen gennem de righoldige samlinger.
Helt enestående samlinger er som gaver tilpasset de i forvejen meget righoldige samlinger på Jyderup Realskole. Der er ting imellem, som ikke findes andre steder i Danmark og det er med rette at skolens bestyrer, Willy G. Hebin, og i særdeleshed overlærer Hjorth-Olsen, der er kendt som en kapacitet indenfor geologi, biologi, m.m., er lykkelige for, hvad der her kan præsenteres, også som et værdifuldt led i undervisningen.

Gaver fra Svenske og Norske universiteter
Der er som en vandring i naturens forunderlige verden at besigtige samlingerne. Det blinker og glitrer fra ædelstenen og halvædelstene fra de bjergforekomster der er en gave fra Mineralogisk-geologisk Museum ved universiteterne i Bergen, Oslo og Lund.
Baggrunde for gaverne er, at kendte videnskabsmænd ved disse universiteter er personlige venner af overlærer Hjorth-Olsen, og at man ofte udveksler både fund og erfaringer.

Smaragd, Topas og guld
Der er i de tilsendte forekomster betydelige dele af de ædel- og halvædelstene, der anvendes til kostbare og mindre kostbare smykker, for eks. smaragd, ametyst, tomalin, korund, zirkon, granat og bjergkrystal, altsammen i ret store brud. Der er imellem også et brud fra Eidsvoll med meget smukke smaragder og et svensk brud med den skønne topas. Det siger sig selv, at denne "smykkegave", målt i penge, helt uvurderlig.
Ædelstenene og et flot stykke svensk guldmalm, skal nok give en og anden elev tanker om at drage på "guldgraverjagt"!

Lyner og glimter
Alle spektrets farver spiller fra disse stene, og smukke er også en serie malmgaver fra de samme universiteter, bl.a. braunit, manganit (Malnaganmalme) koboltmalm, guldmalm, molybdænmalm, forskellige kobber-zink-bly-aluminiummalm, og nikkel-malm, samt tindsand fra den meget vigtige tinmalm. sjælden er også en forekomst af ir i en lige så fast bestanddel som kobbermalm. Guldmalmen er meget smuk og det samme gælder for øvrigt også for blymalmen, der skinner som sølv. Meget ejendommelig er et stykke asbest, der ligner fehår. Endelig afrundes gaven med ret store forekomster af sjældne vulkanske bjergarter, norske og svenske granitter og gnejser.

Dansk forsteninger
Dr. phil. S. A. Andersen har gennem Hjorth-Olsen skænket skolen en særdeles fin samling danske bjergarter, som giver beviser for, at der har eksisteret blæksprutter i Danmark, i både større og mindre eksemplarer, navnlig afspejles på en ret stor sten, et helt stykke historie fra en blæksprutte. Endvidere er der i bjergarter forsteninger af snegle, muslinger m.m. fra tertiærtiden. Et rav-pindelag fundet ved Valby station, beviser, at rav stammer fra træ.

Grønlandske rarieteter
Skolebestyrer Hebin's yngste søn, Per Hebin, har fra ophold på Grønland hjembragt andre gaver til samlingerne, bl.a. forskellige grønlandske bjergarter, deraf den smukke serpentin, der anvendes til smykker og kunstgenstande. På et andet, temmelig stort brud, ses beviset for, at der har været middelhavsklima på Grønland, idet der på oversiden er tydelige aftryk af lind og på undersiden endnu tydeligere aftryk af platan!
Med til skolen havde Per Hebin desuden et næsten overdimensioneret flot renkranie med et meget fint gevir. En blåræv, skudt på Grønland af Per Hebin, er for tiden til udstopning på Zoologisk Museum, hvorefter den vil tilgår den zoologiske samling.

Mineralogi
Der er i den geologiske samling flere fine ting, for eks. imponerende borekerner af slat og tilsvarende mergel. Mineselskabet har skænket skolen en smuk komplet samling af kalimineraler fra Stassfur lejerne i Østzonen. Fra malmgangene på Grønland - Ivigtut - er der forekomster ked kryolit, zink, kobber, jern samt bly- og sølvmalm fra Mestervig på Grønland, endvidere kul fra Færøerne, flotte drypsten fra Harzen og meget andet.

Fortidens dyreliv
Den zoologiske samlinger også et kapitel for sig og der er, som nævnt, ting der er helt enestående, som for eks. bæverkraniet, der siges at være det eneste eksisterende fra danske mosefund. Fra mosefundene er en interessant samling af kranier for dyr, der i fortiden var almindelige i Danmark, såsom uroksen hvis mægtige horn ses på billedet, hvor Hjorth-Olsen viser størrelsesforholdet til et almindeligt kohorn. tillige er der kranier skænket af museer, bl.a. fra aber, hvalros og isbjørn, en stor udstoppet krokodille, skind af kvælerslanger, brilleslanger, klapperslanger, leguaner, m.m. Mange dyregrupper ses i spritpræparater.

En gedebolle
Jyderup skovene og Skarridsøen har været fantastisk rig på snegle og muslinger at dømme efter en meget stor samling af arterne, fundet de nævnte steder, samt en lige så imponerende fuglesamling med for eks. rørdrum, ligesom der er en masse rovfugle. I skolens akvarium findes bl.a. også et eksemplar af den meget ejendommelige "Gedebolle", en gave fra forpagter Graae, "Torpegaard". Gedebollen ligner fuldstændig en bold af mos, og den trives glimrende i akvariet, omend det ikke er muligt at opdage, hvordan den indtager næring.
De findes ellers kun i Sorø sø, ført hertil af munke, der havde fået dem mellem karper fra Japan!

Stort herbarium
Konsulent J. C. Tvergaard, Jyderup, har grundlagt skolens botaniske samling med et stort herbarium. Denne alsidige samling er blevet suppleret med gaver fra Botanisk Museum i København, og dertil kommer en samling af alverdens træsorter, fra palmer, mahogni, teak og rosentræ, til bøg, birk og valnød. Desuden tørrede mosser, lav og svampe. Endelig har man modtaget gode samlinger af naturhistoriske håndbøger.

1964, Stadig gaver
Værdifulde gaver til Jyderup Realskoles samlinger
Skolens elever og mange forældre omfatter disse samlinger med så stor interesse, at der jævnligt gives supplementer til samlingerne.
Det er ikke for meget sagt, at det er overlærer Hjorth-Olsen, der ved sit dybtgående kendskab og ligefrem kærlighed til fagene, forstår at vække elevernes interesse, og det er da også i vid udstrækning takket være anerkendelse af hans arbejde, at skolen er tilgået mange af de omtalte værdifulde gaver3

1965 juni; Israelsk gave til Jyderup Realskoles mineralogiske samling
Tidligere gaver fra universiteter i flere lande
På ny har Jyderup Realskole modtaget en værdifuld gave til skolens samlinger. Der er tidligere skænket kostbare gaver af mineralogisk, biologisk og botanisk art fra universiteter i flere lande og dengang som nu må størstedelen af æren for, at gaverne skænkes netop til Jyderup Realskole tilskrives overlærer Børge Hjorth-Olsen.
Denne gang kom gaven fra Israel og er via den israelske ambassade sendt til skolen. Da overlærerens beskedenhed er lige så velkendt som hans dygtighed og interesse indenfor de nævnte fag, har ambassaden direkte tilkendegivet, at man gerne ser offentligheden informeret!
Samlingen
Gaven vil begejstre alle interesserede. Den består af en samling arter. Der er således smukke gibskrystaller, en art, som bruges ved cementfremstilling, og den mængde der tilsættes, er bestemmende for gibsens størkningsgrad.
Der er i samlingen også bjergarter som gnejs, granit, sandsten og porfyr, en pose med kvartssand, der bruges ved glasvareproduktion, fosforitknolde, som anvendes ved fremstilling af kunstgødning, jernmalm, et stykke malm med forsteninger af blæksprutter og snegle m.m.

Mangan og kobber
Kostbart er en gave af manganmalm, hvis bestanddele bruges til manganstål. Manganen går til legering af stål, og videre går manganstål til forskellige "sarte" produktioner, bl.a. af urfjedre. Ligeledes er der arten kobbermalm, broget kobbermalm, som er særdeles interessant, flere stykker malakit, et smukt grønt mineral, og en meget vigtig kobbermalm, der også anvendes til kunstgenstande og smykker.
Et morsomt islæt er et stykke Asfalt fra Det døde Hav
Saltforekomster i Det døde Hav "destillerer" råolien og resultatet er asfaltproduktet.
Overlærer Hjorth-Olsen er lykkelig for gaven, som han glæder sig til at indvi eleverne i. Hjorth-Olsen har via sit andet sted omtalte Botaniske Have fået forbindelser med mennesker i mange lande, også i Israel, og har tidligere modtaget gaver fra Israel gennem ambassaden. Ved juletid kom således to kostbare bogværker, den ene om planter, den anden om træer og buske, specielt udarbejdet på opfordring af Israels undervisningsministerium til brug for højere skoler, og bøgerne er ikke på bogmarkedet, hvad der naturligvis gør dem endnu mere værdifulde.
Der er afsendt takkeskrivelser, som ambassaden formidler med tilkendegivelse af glæden ved det værdifulde supplement til skolens i forvejen sjældne og omfattende samlinger4

1965 maj; 45 nye elever på Jyderup Realskole
På grund af tilgangen var købt en del nye bøger, en fysiksamling, nyt inventar m.m5

1968 September udtaler Peter Hehnel;
Skole har Danmarks fineste og mest alsidige biologiske samling, den mest gedigne jeg har set til dato, men den skal bruges til anskueliggørelse. Eleverne får lov til at lave en skovbund, f.eks. med alt hvad dertil hører, imaginær træer, rævegrave, musereder osv., og så skal dyr og ting anbringes naturtro. Det vil skabe dobbelt interesse og forståelse hos eleverne, de vil komme til at se på nature med det rigtige indblik og de vil huske hvad de ved selvsyn har set6

1971 aug. Jyderup Realskole starter med 230 elever
Realskolen har man i denne ferie indrettet skolebibliotek i et lokale på loftet til skolebestyrerens privatbeboelse. Man har ikke før haft noget skolebibliotek og det er en glædelig nyskabelse der nu tilføres Realskolen. Skolebibliotekar bliver lærer Holger Ølholm, der er gået i gang med indkøb af bøger og hvad der i øvrigt hører til et bibliotek7


Kilder:
Kilde 1: Holbæk Amts Vestreblad, 3. februar 1961, side 4
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 26. januar 1963, side 3+4; Hædersgave til Jyderup Realskole
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 13. mar. 1964, side 5; Værdifulde gaver til Jyderup Realskoles samlinger
Kilde 4: Kalundborg Folkeblad 12. juni 1965, side 3+4; Israelsk gave til Jyderup Realskoles mineralogiske samling
Kilde 5: Kalundborg Folkeblad 29. maj 1965, side 3; 45 nye elever på Jyderup Realskole
Kilde 6: Holbæk Amts Venstreblad 21. aug. 1954, side 4; 75% dumpede (Uddrag fra artiklen omhandlende Laage)
Kilde 7: Kalundborg Folkeblad 10. aug. 1971, side 6; Jyderup Realskole starter med 230 elever
Kilde 8: Kalundborg Folkeblad 25. juni 1960, side 3+4; Jyderup Realskoles årsberetning

Sidst rettet 18. juli 2015
©Jyderup Realskole