Unge rider ind i fremtiden med erhvervsindsigt i sadeltasken
Man skulle tro, Jyderup Realskole havde smug læst i "U 90" rapporten, som Det Centrale Uddannelsesråd netop har udsendt for Undervisningsministeriet, og hvori gives oplæg til, hvorledes grundskolen tænkes at udvikle sig inden for de nærmeste 15 år.
Man skulle tro, Jyderup Realskole havde smug læst i "U 90" rapporten, som Det Centrale Uddannelsesråd netop har udsendt for Undervisningsministeriet, og hvori gives oplæg til, hvorledes grundskolen tænkes at udvikle sig inden for de nærmeste 15 år. Kendsgerningen er, at de tanker om en mere kropsligt aktivitetspræget skole, der betoner den praktiske anvendelse af viden og færdigheder, og som lægger vægt på skolens åbning ud mod samfundet, mod erhvervslivet, som rapporten gør gældende, netop er, hvad Jyderup Realskole forestiller sig med den nye erhvervsrettede grundskoleafdeling. Starten på denne skoleform, der skal køre side om side med "lilleskolen" på Søbæksgården og den etablerede Realskole på Slagelsevej, finder sted ved det nye skoleårs begyndelse til 1. august 1978. Netop i disse dage er det synlige bevis på, at et bygningskompleks er ved at rejse sig, dukket op på de arealer, der hidtil har skilt Danlac fabrikken, som Jyderup Realskole for nogle måneder siden købte af Det Danske Sprængstofselskab og Realskolens Kollegium på Søbæksvej. Det grundlæggende arbejde i jordhøjde er færdigt, og nu er ydermurene til den ene fløj af den firelængede ejendom, der skal være kollegium for 148 kostelever, rejst. Entreprenørkoncernen Larsen & Nielsen arbejder effektivt, og praktisk taget fra dag til dag kan man konstatere fremskridtene i byggeriet. Eleverne på 8.-10. årgang, der kommer til at gå på den erhvervsrettede grundskoleafdeling på Aerolitvej, får præcis det samme tilbud som andre elever om at kunne aflægge Folkeskolens Afgangsprøve efter 9. klasse og Folkeskolens udvidede Afgangsprøve efter 10. klasse. Det indebærer, at undervisningen i de obligatoriske fag helt vil følge de retningslinjer, der er anvist. Det betyder, at eleverne foruden den fælles undervisning indenfor fag som dansk og samtidsorientering får lejlighed til at følge henholdsvis grundkursus og udvidet kursus i matematik og fremmedsprogene engelsk og tysk fra 8. klassetrin og fysik fra 9. klassetrin. Men når de obligatoriske fag således fuldt ud er tilgodeset, er det også slut med den umiddelbare sammenligning med den skoleform, der køres på Realskolen på Slagelsevej. Deroppe tilbyder man analogt med andre grundskoler valgfag som geografi, biologi og historie - altså det traditionelle orienteringsfagområde og videre sløjd, håndgerning, hjemkundskab, elektronik og mere dertil. Som to timers valgfag betragtet glider disse helt ud af billedet på timeplanen i den nye skoleafdeling. Til gengæld kommer nogle af disse faglige områder sammen med en mængde nye til fuld udfoldelse i 13 ugentlige timer, der gives eleverne i decideret erhvervsrettede faggrupper. Det drejer sig om bygge- og anlægsfag, metalfag, handel og kontor, landbrug, ernæringsteknik samt stærk- og svagstrøm. Eleverne på 8. klassetrin kommer i perioder á seks uger til at gennemgå samtlige disse faggrupper, så de såvel teoretisk som praktisk får en vis indsigt i dem. På 9. klassetrin - eller det andet år, de er på skolen - kan de vælge et par af faggrupperne og gå mere i dybden inden for disse for så endelig i afgangsklassen at udpege det fag, de har sporet sig ind på som det helt rigtige for netop dem. For overordentlig mange elever, der vil følge netop en sådan skoleform, er det praktisk at bo på stedet. Derfor bygges det nye kollegium, der skal rumme 148 kostelever. Eleverne skal bo to og to sammen. Til hvert værelse hører eget bad og toilet, og i tilknytning til bomiljøet skabes en række faciliteter af betydning for den daglige trivsel. Til kostafdelingen er knyttet to afdelingsleder par. Men i øvrigt er det hensigten, at elverne skal klare lagt størsteparten af de daglige praktiske arbejde selv. Det er et led i opdragelsen og tilvænningen til den indstilling, at man skal selv tage ansvaret for en stor part af det daglige praktiske arbejde selv. Det er et led i opdragelsen og tilvænningen til den indstilling, at man selv tager ansvaret for en stor part af sin hverdag. Er meget af arbejdet således centreret om dette at opbygge en moderne kostskole, betyder det dog ingenlunde, at man vil komme til at savne lokale elever på skolen. Kombinationen af kostelever og dagelever betyder for en kostskole, dette, at man her har to elevgrupper, der på bedste måde kan supplere og komplettere hinanden. Skolebilledet bliver mest levende på den facon, og det forventes da også, at mange elever fra byen og egnen vil søge ind på den nye erhvervsrettede skoleafdeling. De kan være sikre på, at de bliver vel modtaget. De unge overvejer nemlig mindre, om det drejer sig om en kost- eller dagelev. De lægger vægt på, om det er en god kammerat, de omgås. Der lægges op til en fritidssituation, der også på flere områder vil adskille sig markant fra det, der almindeligvis kan tilbydes på skoler af lignende art. For en uges tid siden afsluttedes arbejdet på skabelsen af en spændende western by, som en del af eleverne på Realskoles Kollegium har været ivrige medarbejdere ved. Op til den tidligere fabriksgård er skabt en kulisse by, der intet savner af det, der appellerer til de unge menneskers fantasi. Her er Realskolens 15 heste installeret i to nyindrettede stalde, og lige bagved ligger en ridebane, hvor der hver eftermiddag foregår undervisning. På en del af det øvrige tilliggende skal indrettes en regulær fold til hestene, som eleverne selv står for pasningen af. Et andet fritidstilbud helt ud over det vanlige bliver en særlig fritids-idrætslinje, hvor eleverne fem-seks timer om ugen fra sommerferien og til juleferien får et fælles fagligt sportsligt grundlag. Den sidste halvdel af skoleåret kan de så vælge sig ind på idrætsspecialer som gymnastik, atletik og boldspil og herigennem opnå dels en fysisk dygtighed, dels en alment faglig indsigt på det sportslige område, der sætter dem i stand til at følge grundskoleundervisningen op med et ophold på en idrætshøjskole. Realskolens idrætslinje lægger dermed direkte op til, at de unge senere får lyst til at gå ind i sportsklubbernes frivillige idrætsarbejde som instruktører. Til at gennemføre en sådan særlig idrætsuddannelse kræves meget fine faciliteter. Det får man. I de tidligere fabrikshaller indrettes en stor hal, hvor alle former for indendørs boldspil får særdeles gode betingelser for at kunne udfolde sig. Og nabo til bygningskomplekset skabes et idrætsstation af en størrelse, der kan stå mål med internationale krav. I den store hal bliver der for øvrigt også skabt en teaterscene, der opfylder alle de krav, der stilles, for at Københavnske teatre vil være interesserede i at henlægge forestillinger hertil. Man har netop haft ekspertbesøg på stedet og her aftalt, hvorledes teaterafdelingen skal opbygges. Salens størrelse giver mulighed for et stort publikum. På en erhvervsrettet skole er det klart, at man først og fremmest vil sigte mod at give eleverne den bedste forhåndsorientering om, hvad de kan vente, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. De mange timer inden for de skes hoved-erhvervsområder er i sig selv en god vejledning. Her kan eleverne filtrere, fravælge det, der er af mindre interesse, spore sig ind på det, der for dem lyder mere tillokkende. Sideløbende hermed sendes de ud i praktik på arbejdspladser, da de naturligvis også skal fornemme den arbejdsplads-atmosfære, man ikke kan tænke sig til, men skal opleve. Målet med undervisningen og - for kostelevernes vedkommende - det egentlige ophold på den erhvervsrettede skoler er at give eleverne arbejdsformat, lade dem konstatere, at det praktiske håndelag bedst kommer til sin ret, når det følges op af en teoretisk basisviden, der kan bygges videre på. Og der lægges vægt på, at den plan i hverdagen, skoleopholdet vil byde på, kan være en rettesnor således, at eleverne selv i deres fremtidige færden lægger det således til rette for sig selv, at de ikke snubler i opløbet på grund af manglende planlægning og koncentration omkring en given opgave, der simpelthen skal løses. Ved tilrettelæggelsen af undervisningsplanen har Realskolen samarbejdet med Teknisk Skole i Slagelse og Handelsskolerne i Kalundborg og Holbæk, idet det netop er tanken at eleverne skal stå ekstra godt rustede, såfremt de efter endt grundskoleuddannelse vil dygtiggøre sig på et af disse veletablerede og velanskrevne uddannelsessteder. De skulle efter et par år eller tre på den erhvervsrettede skoleafdeling langt bedre end flertallet kunne forhåndssortere i deres erhvervsvalg. Det betyder igen, at de kan undgå, at kostbar uddannelsestid går tabt, fordi der vælges forkert, og det betyder, at lysten til at tage fat kan bevares, fordi den tid, der følger efter grundskolen også kan blive præget af følelsen. Du kan noget. Det er sjovt at arbejde. |
I Danlac's tidligere fabrikshaller er skillevæggene nu brudt ned for at give plads til indretning af idrætshal samt teaterscene. Sammen med idrætsanlægget, der etableres på et tilhørende areal, danner det en ideel ramme om såvel skoleidrætten som den særlige sportslinje, der skal indarbejdes i fritidsplanen1 |
3 fra Informationsavis juni 1978 | Nu går det stærkt med kollegiebyggeriet. Dag for dag kan man se nye sektioner skyde op. Entreprenør-koncernen Larsen & Nielsen står for byggeriet, der skal huse 148 kostelever1 |
Seks af Jyderup Realskoles kostelever red ind i fremtiden, da de ofrede deres påskeferie på at fuldføre arbejdet med stutteriet. Ikke alene er de 15 islandske heste nu installeret under rare forhold, men som ramme omkring ride aktiviteten er skabt en regulær western-by-kulisse1 |
2 | 2 |
Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 8 april 1978, side 7; JEG
Kilde 2: Billeder fra Cowboybyen fra Carsten Brodersen
Kilde 3: Informationsavis juni 1978, Jyderup Trykkeri - Christina Huus har et eksemplar
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 8 april 1978, side 7; JEG
Kilde 2: Billeder fra Cowboybyen fra Carsten Brodersen
Kilde 3: Informationsavis juni 1978, Jyderup Trykkeri - Christina Huus har et eksemplar
Noter:
Sidst opdateret 3. november 2014
©Jyderup Realskole
Sidst opdateret 3. november 2014
©Jyderup Realskole
Johnny June 06 2024 46 reads
Print